Lene Nielsen

Sommerdag på Fyns Hoved

Jeg har så meget i mig!!

Tankerne vælter rundt i mit hoved mens jeg tramper i pedalerne
Efterårssolen står lavt lige imod mig, brænder gennem pupillerne helt ind i baghovedet
Tankerne presser sig på, men vil ikke ud.

Hvor er min muse, min inspiration?
En gang imellem føler jeg inspirationen i glimt.
Men pludselig er den væk igen.
Jeg møder et menneske, der som en katalysator inspirerer mig til det utrolige.
Men når han er væk, er lyset slukket.
Ved at jeg rummer så meget, kan så meget, vil så meget, men tør ikke.
Hjælp mig med at lukke op og få det ud i det fri.
Tankerne står i kø og falder over hinanden i en rodet bunke, og går til grunde.

Mangler trygheden, en at komme hjem til, en til at bakke mig op.
En til at stille spørgsmålstegn ved de ting jeg gør.
En der tror på mig uanset hvor dumt jeg opfører mig.

Suger opmærksomheden til mig, når jeg møder den.
Er pludselig den jeg gerne vil være.
Men når døren går i efter ham, er jeg bare mig igen.

Nøgen, uden håb, ensom midt i en tilværelse som udadtil ser god ud.
Jeg, der hader facade og uægthed.
Jeg har selv en facade.
Skal jo være glad.
Jeg har jo ikke noget at være ked af.
Er sund og rask, har arbejde, god økonomi og dygtige børn, gode interesser.

Lykken er at se tingene positivt. Lykken er inde i dig selv.

Den kan andre ikke skabe for dig.

Skrevet af Lene Nielsen

Eventyr af Lene Nielsen

Skrevet i anledning af min datters bacheloreksamen på

Danmarks Designskole 2006

Jeg vil gerne fortælle et eventyr. Det er eventyret om den lille hestepasser, der forvandler sig til en forrygende designersvane.

Langt ude på landet boede der en lille familie, ganske som den borgerlige sædvane foreskrev på den tid. En hårdtarbejdede far, en delvis hjemmegående og udearbejdende mor, dyreglade lillepigen og fingernemme sønnike.
Lillepigen gik stille rundt og drømte store hemmelige drømme. Alle der kendte hende tænkte ” Sikke dog en eksemplarisk pligtopfyldende datter”
Og sådan gik der mange år!

Lillepigen elskede dyr. Drømte drømme om at blive dyrenes Florens Nightingale. Ingen hest, hund, kat, høne, rotte, fugl, mus eller den mindste larve skulle lide i hendes nærhed. Alle dyr havde sin berettigelse og skulle passes godt.
Alle der kendte hende tænkte ”Hun må blive dyrelæge engang”

Hendes forældre spurgte engang lillepigen inden hun kom i skole; ”Hvad vil du være når du bliver stor?” Kunstner, svarede den lille pige og alle der kendte hende tænkte ”Ja ja, hun ved ikke hvad hun snakker om, hun bliver nok klogere”


Hver dag gik hun rundt og passede sine lektier og sine dyr. Hun holdt så meget af dem, at hun også tegnede dem. Papagøjer og heste flød ud af penneskaftet når hun satte sig ved skrivebordet.

Modellervoks og cernit gemte på små fine dyrebørn og andre figurer, som kun hun kunne lokke ud af klumpen.

Alle der kendte hende tænkte ”Sikke fint hun tegner og modellerer” Det er dejligt at ha en hobby.


Lillepigen kom i gymnasiet som den pligtopfyldende datter hun var. Men en skønne dag kom hun hjem og sagde. Jeg holder det ikke ud mere. Det er ikke min hylde.

Godt sagde hendes forældre. Så gå ud i verden og find din hylde. Og lillepigen gik og gik. Først gik hun på Daghøjskole og lærte at male. Så gik hun til Holbæk og ind på kunsthøjskolen og lærte at modellere. Hun gik videre ud i verden og helt til Irland og lærte at fotografere. Hun gik til Rasmus hvor hun lærte de fineste kunstnere at kende.

Hun gik helt til Spanien og prøvede kræfter med arkitektur og design. Og til sidst endte hun i Københavnstrup på den store Designskole.

Mon hun nu havde fundet sin hylde?

I Rum og møbler måtte hylden kunne ”op”findes.
Træ måtte bøje sig for hendes ideer og blive til fantasifulde stole. Men hylden udeblev. Frustrationen lurede under overfladen. Hvorfor ville den pokkers hylde ikke dukke op.

Aha, måske var hylden af glas?? Det måtte prøves. Hun pustede og pustede og tænkte. Der mangler noget. Jeg må lære noget mere. Som tænkt så gjort. Hun gik og gik til hun kom til Glasriget. Og hun blæste og blæste og tænkte. Gad vide om man kan lære at blæse en glashylde her. Hvis nu man får den bedste lærer i glasriget, så må det kunne lade sig gøre.

Og der stod han så Roberto den store glaslærer. Hun sugede alt til sig og pustede det ud i glasset, og det var mageløst som det gik. Mageløs var hun da hun ankom, men ikke mageløs da hun atter rejste. Det mageløse i historien var nemlig at hun fandt sin mage i den store glaslærer Roberto.

Hun havde nemlig ikke kun vundet visdom om glas, men også vundet hans hjerte.

Men hylden havde hun endnu ikke fundet, så hun gik tilbage til Københavnstrup igen. Tænkte på om hylden alligevel var lavet af træ, ledte forgæves rundt på hele skolen, og kom til sidst igen ned til glasværkstedet og kunne ikke løsrive sig. Glassets varme flydende masse fængslede hende. Hun så de tusinde muligheder i det varme glas og pludselig inden den store endelige prøve dukkede hylden op.

På denne hylde har hun nu sat sit fingeraftryk i form af et ur, der rummer de fire dimensioner. Udformet som en sort sol der suger omverdenen til sig og spejler den i nye anderledes vinkler og udtryk, mens den på samme tid viser nutiden og tiden der går og går, som hun selv gik og gik for at finde hylden.

Den lille hestepasser har udfoldet sine talenter og er blevet til en forrygende designersvane.

Betina Huber's bachelorsprojekt 2006

Link til hendes blog:
http://kingdomofus.blogspot.com/

"Time's up"